Sct. Ibs Skole
Kildegade 18
8700 Horsens
Telefon: 75 66 67 00

Sct. Ibs Skoles mobbepolitik.

Sct. Ibs Skole er en katolsk skole, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn. Som udtrykt i skolens formålsparagraf ønsker vi at danne og uddanne eleverne til demokrati og ligeværd som en livsholdning. Eleverne skal i frihed udvikle deres evner og særlige potentialer til gavn for den enkelte og fællesskabet.

Derfor er Sct. Ibs Skoles mobbepolitik enkel:

Sct. Ibs Skole accepterer ikke mobning.

Definition af mobning

Ofte benyttes begrebet mobning i flæng eller som synonym for mere uskyldige former for drillerier. Det er derfor vigtigt at præcisere begrebet. En person er mobbet eller plaget, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer.

Ved negative handlinger kan der være tale om:

Direkte fysisk vold, skub, slag, spark etc.

Handlinger ledsaget af ord, trusler og hån, samt det at sige ubehagelige og lede ting.

Handlinger uden ord ved brug af grimasser, gestus, ved at vende vedkommende ryggen eller ved ikke efterkomme en persons ønsker for at irritere eller såre.

Negative handlinger kan også udtrykkes mere indirekte gennem social isolering og udelukkelse fra gruppen.

Det bør understreges, at man ikke kalder det mobning, når to fysisk eller psykisk omtrent lige stærke personer er i konflikt, skændes eller slås. For at man kan tale om mobning, må der være en vis ubalance i styrkeforholdet: Den, der bliver udsat for de negative handlinger, har normalt ikke så let ved at forsvare sig og er ofte lidt hjælpeløs over for den eller dem, der plager ham eller hende.

Signaler på mobning

Den mobbede vil være tilbøjelig til at:

Blive passiv, trække sig ud af fællesskabet.

Gå for sig selv og være alene i frikvartererne.

Søge megen voksenkontakt.

Gå tilbage i udviklingstrin.

Udvise ringe selvtillid.

Komme let ud af balance, blive opfarende eller indelukket.

Komme for sent eller udeblive fra undervisningen.

Miste eller få ødelagt ting, tøj o.lign.

Klare sig dårligere fagligt.

Være bange for at gå i skole.

Voksne omkring børnene skal være opmærksomme på ovenstående advarselssignaler, men ingen af signalerne peger i sig selv på mobning, men kan være forårsaget af andre ting. Men pludselige eller store forandringer i adfærden er vigtige tegn.

Hvad gør vi for at modvirke mobning på Sct. Ibs Skole?

Forebyggende foranstaltninger planlægges og udføres i et samarbejde mellem forældre, skolens personale og elever:

Generel opmærksomhed på ovennævnte signaler på mobning, fra såvel forældre som skolens personale og elever.

Skolen har undervisningsmateriale til forebyggelse af mobning, der kan arbejdes med på alle klassetrin.

Ved forældresamtaler indgår et punkt om elevens trivsel.

Emnet mobning kan være et punkt på forældremøder for alle klassetrin. Formålet er at informere nye forældre om skolens mobbepolitik og forældrenes medansvar omkring bekæmpelse af evt. mobning.

Alle klasser kan aftale og udarbejde samværsregler.

Elevrådene drøfter mindst én gang årligt undervisningsmiljøet og elevernes generelle trivsel.

Hvis mobning forekommer alligevel:

For at kunne afhjælpe problemet, skal skolen kende til problemet!

Den (lærer, gårdvagt, forældre, andre elever), der får kendskab til den dårlige trivsel/mobningen, kontakter klasselæreren eller skolens ledelse.

Klasselæreren orienterer klassens lærerteam, som derefter aftaler, hvordan problemet skal gribes an. De berørte forældre og ledelsen orienteres, og der afholdes samtale med de involverede elever, der afholdes eventuelt et klassemøde, og der kan indhentes hjælp hos skolepsykologen.

Er eleven også tilmeldt SFO, inddrages fritidsordningen.

Klassens lærerteam følger udviklingen til problemet er løst – og holder ledelse og forældre orienteret.

Hvis mobningen fortsætter og virker uløselig:

Forældre til de berørte elever indkaldes til møde med ledelsen og klasselærer for sammen at finde løsninger på problemerne.

Ledelsen overtager styringen af indsatsen mod mobningen. Eventuelle sanktioner og beslutninger tages efter samråd med de relevante myndigheder og de berørte forældre, og i sin yderste konsekvens kan det ende med, at mobberen henvises til en anden skole.